Du er Qfwfq i et tomt univers, før form eller sprog eksisterede. Sæt det allerførste mærke i rummet.
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
“Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
“Endnu en gang er design ikke, hvordan det ser ud. Design er, hvordan det fungerer.”
Du er Qfwfq i et tomt univers, før form eller sprog eksisterede. Sæt det allerførste mærke i rummet.
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
“Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
“Endnu en gang er design ikke, hvordan det ser ud. Design er, hvordan det fungerer.”
“Beliggende i Mælkevejens ydre zone er Solen omkring to hundrede millioner år om at foretage et fuldstændigt omløb om galaksen. Ja, så lang tid tager det; ikke en dag mindre. Engang da jeg kom forbi, tegnede jeg et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere, når vi kom forbi næste gang.”
— Italo Calvino, “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”), fra Le Cosmicomiche (1965)
Qfwfq & det første tegn i tomrummet: “Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Kgwgk & floden af forfalskninger: Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
At udelade det uvæsentlige: I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci[01] – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino[02] ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk[01] har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
Du er Qfwfq i et tomt univers, før form eller sprog eksisterede. Sæt det allerførste mærke i rummet.
Tegn det første tegn.
“Beliggende i Mælkevejens ydre zone er Solen omkring to hundrede millioner år om at foretage et fuldstændigt omløb om galaksen. Ja, så lang tid tager det; ikke en dag mindre. Engang da jeg kom forbi, tegnede jeg et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere, når vi kom forbi næste gang.”
— Italo Calvino, “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”), fra Le Cosmicomiche (1965)
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
“Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
Du er Qfwfq i et tomt univers, før form eller sprog eksisterede. Sæt det allerførste mærke i rummet.
“Beliggende i Mælkevejens ydre zone er Solen omkring to hundrede millioner år om at foretage et fuldstændigt omløb om galaksen. Ja, så lang tid tager det; ikke en dag mindre. Engang da jeg kom forbi, tegnede jeg et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere, når vi kom forbi næste gang.”
— Italo Calvino, “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”), fra Le Cosmicomiche (1965)
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
“Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
Vær ikke nervøs, bare klik og tegn
Tegn det første tegn for at forankre koordinaterne (0, 0, 0) i et umærket kosmos
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
“Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
Du er Qfwfq i et tomt univers, før form eller sprog eksisterede. Sæt det allerførste mærke i rummet.
“Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
Skift dagens website
Qfwfq — Et tegn i rummet
Du er Qfwfq i et tomt univers, før form eller sprog eksisterede. Sæt det allerførste mærke i rummet.
“Beliggende i Mælkevejens ydre zone er Solen omkring to hundrede millioner år om at foretage et fuldstændigt omløb om galaksen. Ja, så lang tid tager det; ikke en dag mindre. Engang da jeg kom forbi, tegnede jeg et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere, når vi kom forbi næste gang.”
— Italo Calvino, “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”), fra Le Cosmicomiche (1965)
“Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
Du er Qfwfq i et tomt univers, før form eller sprog eksisterede. Sæt det allerførste mærke i rummet.
“Beliggende i Mælkevejens ydre zone er Solen omkring to hundrede millioner år om at foretage et fuldstændigt omløb om galaksen. Ja, så lang tid tager det; ikke en dag mindre. Engang da jeg kom forbi, tegnede jeg et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere, når vi kom forbi næste gang.”
— Italo Calvino, “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”), fra Le Cosmicomiche (1965)
“Beliggende i Mælkevejens ydre zone er Solen omkring to hundrede millioner år om at foretage et fuldstændigt omløb om galaksen. Ja, så lang tid tager det; ikke en dag mindre. Engang da jeg kom forbi, tegnede jeg et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere, når vi kom forbi næste gang.”
“Jeg tegnede et tegn på et punkt i rummet, blot for at jeg kunne finde det igen to hundrede millioner år senere.” Et enkelt bevidst mærke giver hele universet et centrum, et koordinat og menneskelig mening.
Når det at skabe tegn bliver automatisk og løsrevet fra mening, fyldes rummet med billioner af falske efterligninger, indtil verden kvæles i støj – Calvinos profeti fra 1965 om generativt overfladespild.
I post-AI-æraen er flaskehalsen ikke længere at generere en million tegn. Det er at have smagen, den strukturelle ærlighed og modet til at skrælle støjen væk, indtil kun det væsentlige mærke står tilbage.
En morgen i faget grafisk design på Scuola Internazionale di Grafica i Venedig trådte professor Paola Ricci – professoren, der næsten smed Pietro ud af skolen (og hun havde fuldstændig ret dengang) – ind i tegnesalen og spurgte, hvad der sker i det øjeblik, en designer sætter et enkelt mærke på et tomt ark. I stedet for at åbne en lærebog om layout eller gitre fortalte hun en historie af Italo Calvino ved navn “Un segno nello spazio” (“Et tegn i rummet”, fra Le Cosmicomiche, 1965).
I historien husker den ældgamle kosmiske fortæller Qfwfq tilbage på dengang, universet var fuldstændig tomt, ensartet og uden kendetegn. Hvert eneste punkt i tomrummet så nøjagtig ud som ethvert andet punkt, og det tog to hundrede millioner år for galaksen at fuldføre en enkelt rotation. Da Qfwfq passerer et tilfældigt punkt i rummet, beslutter han at tegne det allerførste tegn, så han kan genkende netop det sted, når han vender tilbage to hundrede millioner år senere.
Da Qfwfq endelig vender tilbage to hundrede millioner år senere, opdager han, at en jaloux rival ved navn Kgwgk har visket hans mærke ud og er begyndt at sprede forfalskede tegn ud over hele kosmos. Snart oversvømmes hele universet af billioner af ubesværede, efterlignende tegn, indtil selve rummet bliver en rodet suppe af visuel støj – og Qfwfq står tilbage og leder efter den stille nødvendighed i det første, ærlige mærke.
Tres år efter at Calvino skrev Qfwfq, kan kunstig intelligens oversvømme skærmen med en million tegn på et sekund. Netop derfor har det aldrig været vigtigere at vende tilbage til ét bevidst, menneskeligt synspunkt – #beautifullysimple.
Læs “Et kærlighedsbrev til design ved daggryet af post-AI-æraen” →
Prof. Paola Ricci
